STAD Legatet har fundet sine tre finalenominerede for 2022

- 7. september 2022 - Af Redaktion

STAD Legatet uddeles på torsdag d. 8. september for tredje gang siden sin stiftelse i 2019. Ambitionen, for STAD Legatet, der er stiftet i fællesskab af STAD Erhverv, STAD Projekt og Estate Media, er at hylde virksomheder, organisationer og mennesker, der har én ting for øje – nemlig at give tilbage til byen.

I år har der været mere end 175 indstillede kandidater, og juryen har nu snævret feltet ind til et finalefelt på tre kandidater.

Dem kan du læse mere om herunder:

 

 

Carl Johan Paulsen

Direktør BaneGaarden APS

Årsag til indstilling:

Ni gamle lader og 1,5 hektar vild natur udgjorde DSB’s gamle værkstedsområde indtil 2020, hvor urbane iværksættere i samarbejde med Realdania og DSB begyndte at omdanne området til en ny mad- og kulturdestination i centrum af København.

BaneGaarden huser nu restauranter, madboder, gårdbutik, workshops og meget mere – og visionen er, at det nye bykvarter skal bidrage til at definere fremtiden inden for bæredygtighed.

Bliv klogere på Carl Johan Paulsen her:

Carl Johan Paulsen har sammen med DSB og Realdania forvandlet et trøstesløst område med trætte træhaller til et levende område, hvor latter, duften af mad og fællesskab forenes mellem de forvandlede omgivelser.

I et gammelt industriområde, på Otto Busses Vej centralt i København, finder man DSB’s gamle værkstedsområde. Her stod ni gamle sorte trælader i forfald. Træladerne blev oprindeligt brugt som opbevaringslager til træ, men mistede deres funktion, og i de sidste 50 år har tidens tand tæret på laderne.

- Dette projekt har mange forældre. Vi er gået ind i det her med hud og hår. Vi har sammen fået bragt liv til en hengemt bydel, og sammen restaurerede vi et område, så det pludselig udstråler liv og fællesskab. Alle de partnere, der har været på dette projekt, har taget en stor og personlig økonomisk risiko, fortæller den 42-årige direktør for BaneGaarden.

- Der er vist stort mod fra både DSB´s side og fra Realdania på dette projekt. Det mod vil jeg også gerne kreditere dem for at have. Det er spændende at have et område, der skal leve gennem iværksættere og ildsjæle og på denne måde sikre et nyt liv til et område, der skal vokse sig større over de kommende år, afslutter STAD Legatets første nominerede til prisen i 2022.

 

 

 

Rene Brandt

Direktør Ikano Bolig

Årsag til indstilling:

For gennem sit arbejde have blik for at engagere og interagere med beboerne i de lokalområder, hvor Ikano bygger og har hjemme. For altid at have et blik for forpligtende fællesskaber, der bidrager til nærvær gennem fælleslokaler og arrangementer, der skaber relation mellem menneskerne, der bor i samme område. En inspiration ud i det håndværk det er at skabe mere en blot boliger i et givent område.

Bliv klogere på Rene Brandt her:

Direktør Rene Brandt har med Ikano Bolig et stort blik for at skabe bedre boligområder og for at interagere med beboerne på en måde, der skaber værdi for både Ikano, beboerne og området.

- Jeg er stolt over at være nomineret til STAD Legatet, og det viser mig, at vi er lykkedes med at formidle, hvad vi ønsker at skabe. Alt sammen med ønsket om at skabe bedre boligområder. Det vi skaber, det skal rumme folks liv. Gennem fællesskaberne kan vi skabe stærke relationer mellem beboerne i et område, fortæller Rene Brandt og fortsætter:

- Vi vil ikke kun bygge form, men også skabe liv. Derfor er vi til stede i områderne, og derfor arbejder vi meget med skabe relationer mellem beboerne i vores område. I beboerhuset Nærvær afholder vi blandt andet kurser, fællesspisning og andre sociale aktiviteter. Her bliver beboerne inddraget og kan påvirke aktiviteterne og livet i rammerne. Det, synes jeg, giver mening for det, vi ønsker at skabe sammen i boligområdet, afslutter Rene Brandt med en smittende begejstring.

Claus Thorup

Miljøkoordinator Max Bögl International

Årsag til indstilling:

Claus Thorup er en ildsjæl, der gennem sit virke i Tingbjerg bidrager til at hjælpe beboerne i området på rette vej gennem praktik og løntilskud. Samtidig arbejder Claus Thorup med et særligt blik for et kærligt skub i den rigtige retning. Gennem samarbejdet med Jobcenteret har Claus Thorup fået flere i arbejde og samtidig givet optimismen tilbage til en gruppe af borgere, der har stået uden for arbejdsmarkedet.

Bliv klogere på Claus Thorup her:

Claus Thorup har gennem hele sit arbejdsliv troet på mennesker. Uanset om det har været som mentor i det nordjyske, eller det har været i byggebranchen, så er alle, der har krydset spor med Claus Thorup enige om en ting. Claus møder mennesker med tillid og tiltro. Derfor er Claus også nomineret til STAD Legatet for sit arbejde i Tingbjerg, der giver tilbage til byen.

- Det er altid dejligt at blive anerkendt. Det er fantastisk at have et arbejde, hvor jeg kan hjælpe nogle mennesker med at komme videre ud i arbejdslivet. En del af de mennesker, som vi har haft i praktik her i Tingbjerg, de er blevet ansat og har fået fart på tilværelsen. De flytter mennesker, når de bliver en del af et fællesskab, fortæller den 54-årige nordjyde og fortsætter;

- Jeg er glad for arbejdet med mennesker, og selv om jeg er autodidakt inden for det socialpædagogiske område, så synes jeg, at det forenes godt med ejendomsbranchen. Jeg er stolt over den indsats og alle de mennesker, der har købt ind på at gøre det til en del af projektet i Tingbjerg.

 

STAD Legatet uddeles i morgen, torsdag d. 8. september, under middagen på Ejendomsdagene, og vinderen bliver fundet mellem de tre ovenstående kandidater.

Få en salgsvurdering af din ejendom

Mange tak for din henvendelse.
Vi vender tilbage til dig hurtigst muligt.

Mvh.
Stad Erhverv