”Nomineringen tydeliggør nogle initiativer, der har en helhjertet indsats bag sig

- 31. august 2021 - Af Redaktionen

STAD Legatet uddeles for anden gang på Estate Media’s Ejendomsdagene, og blandt de mere end 200 indstillede kompetente kandidater er feltet nu snævret ned til tre, som vi hos STAD mener er berettiget til finalefeltet. 

53-årig Joakim Zacho Weylandt fra Byens Design har gjort sig bemærket med både kærlighed til det rette udtryk og en insisteren på at gøre tingene bedre, end de for nuværende er. Under mottoet ”Det skal ikke være nemt, men det skal være i orden” har den autodidakte altmuligmand skabt både resultater og relationer. 

Om indstillingen af Joakim Zacho Weylandt lyder det blandt andet: 

-Joakim formår tydeligere end nogen anden at forskønne byens rum til gavn og glæde for borgerne. I arbejdet er der både fokus på bæredygtige materialevalg og løsninger, der går fra gaden til forvaltningsniveau. Joakim er drevet af nysgerrighed og forundring, og netop gennem disse to karaktertræk er både genfremstillingen af den originale Frederiksbergbænk anno 1927, genopbygningen af Stjerne Radio i Istedgade, der nu benyttes af skoler i historieundervisningen over hele hovedstaden, samt renoveringen af de klassiske gaslamper på Frederiksberg blevet forløst. Det fortjener respekt. 

Joakim Zacho Weylandt er en aktør, der med hjertet ude på trøjen arbejder med det designpolitiske, miljøtekniske og socialpolitiske niveau, og samtidig er ønsket om at forbedre et givent element altid til gavn for borgerne. 

·Det kan lyde banalt, men ambitionen er ganske enkelt at gøre en forskel. Jeg vil gerne have byen til at snakke. Fortælle de historier, byen gemmer på. Der er meget, vi skal passe på, så det ikke forsvinder. Derfor gør jeg mennesker med ansvar opmærksom på områder, der kan løses bedre. Jeg er stolt over nomineringen, og jeg er glad for den tydeliggørelse af initiativer, der har en helhjertet indsats bag sig, fortæller Joakim Zacho Weylandt. 

STAD Legatet overrækkes til vinderen på Estate Media’s Ejendomsdagene, der løber af stablen i denne uge på Marienlyst Strandhotel. 

Få en salgsvurdering af din ejendom

Mange tak for din henvendelse.
Vi vender tilbage til dig hurtigst muligt.

Mvh.
Stad Erhverv