Jeg ser nomineringen som en eksponent for den vej, vi som samfund har behov for at gå

- 9. september 2020

44-årige Christian Wittrup er som Head of Commercial hos Lendager Group nomineret til STAD Legatet for sin iver og ambition om at gøre bæredygtighed til et økonomisk element i byggeriet. 

Christian Wittrup har med sin baggrund og uddannelse som civilingeniør inden for byggeri og miljø og sin HD i organisation og ledelse et udgangspunkt, der giver det perfekte krydsfelt mellem ambitionen om bæredygtighed og forståelsen for det økonomiske aspekt, der skal gøre feel good-fornemmelsen kompatibel med de økonomiske hensyn, der er en naturlig del af et projekt. 

-Jeg er det, jeg selv vil kalde bæredygtighedskonvertit. Da jeg blev far til barn nummer to, gjorde jeg det, jeg tror, mange forældre gør. Jeg kiggede på den verden, vi lever i, og som vi skal give videre til vores børn. Her bed jeg mærke i, at meget byggemateriale bliver fabrikeret i udlandet og så fragtet til Danmark. Så jeg begyndte at kigge på, hvor vi kunne bruge og benytte genbrugsmateriale i byggeriet, fortæller Christian Wittrup med en smittende begejstring. 

I 2015 blev Lendager Up stiftet, og i 2019 kom Christian Wittrup til virksomheden. Den signing har allerede givet genlyd i Kongeriget, og fra projekt til projekt gives der tilbage til byen ved brug af genbrugsmaterialer i projekter, hvor de fleste ville have brugt nyt i stedet. 

-Vi har netop afsluttet et gårdrum i Ørestaden. Her skabte vi sammen med entreprenør Einar Kornerup et miljø og gårdrum med frasorteret træ, der ellers var blevet smidt ud og røget til forbrændingen. Vi har netop også modtaget 450 vinduer og 2000 kvadratmeter loftstræ fra en boligforening, vi skal give nyt liv, fortæller Christian Wittrup og sætter samtidig nogle ord på betydningen af nominering til STAD Legatet. 

-Det er en skør størrelse at blive nomineret for min indsats. Men jeg ser det som en eksponent for den vej, vi som samfund har behov for at gå. Det er også noget, der glæder mig, da det viser, at andre lægger mærke til den vigtige vej at gå, og så er det et signal om, at andre mennesker håber, at jeg lykkes med min ambition. 

Vinderen af STAD legatet offentliggøres på Estate Medias Ejendomsdage torsdag den 10. og 11. september. 

Læs mere om Lendager UP på: www.lendager.com/upcycle/ 

Samt: www.re-plastic.dk/

Læs mere om STAD Legatet på: www.stadprojekt.dk/stad-legat-nyhed 

Nominer en kandidat til STAD Legatet: www.staderhverv.dk/legat/